Hvad er forskellen på en vegetar og veganer?

Jeg møder ofte folk, der spørger mig om hvad forskellen på en vegetar og en veganer egentlig er. Det er også to ord, der faktisk minder meget om hinanden, selvom der er stor forskel på vegetar og veganer.

Der findes også andre definitioner som fx pescetar og lakto ovo vegetar og det kan derfor godt være svært at kende forskel. Jeg har derfor lavet en oversigt her med alle de former for vegetarer og veganere, som jeg kan komme i tanke om.

 

Hvad er en vegetar?

Kort og præcist er en vegetar, en person der ikke spiser kød eller fisk. Vegetarer spiser derfor hverken kød, fjerkræ, fisk, skaldyr eller hvad der ellers er dyr. Vegetarer supplerer oftest kosten med produkter, der kommer fra dyr, herunder mælkeprodukter og æg. Det er dog forskelligt om vegetarer spiser produkter, der kommer fra dyr.

Vegetarer undlader oftest også at spise produkter, der indeholder gelatine som fx vingummier. Det skyldes at gelatine laves af dyr (ofte svin eller køer), og derfor ses det ikke som vegetarisk at spise.

Mange vegetarer går også udenom andre produkter, der er lavet af dyr herunder læder og pels.

 

Hvad er en veganer?

En veganer, er en person der forsøger at undgå al udnyttelse af dyr. En veganer spiser derfor hverken kød eller fødevarer der kommer fra dyr. En veganer spise derfor ikke: Kød, fisk, mælkeprodukter, æg, bivoks, honning eller hvad der ellers findes af produkter, der kommer fra dyr.

En vegansk livsstil handler dog oftest om andet end mad. Udnyttelse af dyr sker nemlig i mange andre henseender og derfor er det at være veganer mere end livsstil. Veganere går fx ofte udenom tøj, der er lavet af dyr eller hvor dyr er med i produktionen. Det er fx læder, uld, silke, pels og andet.

Veganere går også uden om produkter inden for personlig pleje og andre husholdningsprodukter, hvor dyr er blevet udnyttet i produktionsprocessen. Det gælder fx også hvis produkterne er blevet testet på dyr. Og så går de fleste veganere også udenom cirkus og anden underholdning med dyr.

Der er derfor en væsentlig forskel mellem det at være veganer og vegetar, ifølge de traditionelle beskrivelser. Grundene til at være vegetar eller veganer vil dog ofte være nogle af de samme grunde.

 

Pescetar

En anden definition, som langt fra er lige så udbredt som veganer og vegetar er det at være pescetar. En pescetar, er en person, der ikke spiser kød eller fjerkræ, men supplerer kosten med fisk. En pescetar spiser, ligesom vegetaren, mælkeprodukter og æg. Den eneste forskel på en vegetar og en pescetar er dermed, at en pescetar også spiser fisk.

 

Udbredt misforståelse omkring vegetarer og pescetarer

Det er en udbredt misforståelse, at man som vegetar spiser fisk, den rette betegnelse for en person der ikke spiser kød og fjerkræ men fisk er en pescetar.

Der er dog mange der tror, at vegetarer spiser fisk. Det troede jeg også selv engang, og da jeg startede ud med at være pescetar kaldte jeg mig selv vegetar i en periode, indtil jeg fandt ud af den rigtige betegnelse.

 

Lakto ovo vegetar

En lakto ovo vegetar, er en vegetar der spiser mælkeprodukter og æg. En lakto ovo vegetar og en vegetar er derfor på sin vis det samme, da en vegetar ofte også spiser mælke og æggeprodukter. Definitionen lakto ovo vegetar er dog mere præcis, da det så vides om der suppleres med mælkeprodukter.

 

Ovo vegetar

En ovo vegetar er en vegetar der spiser æg, men går udenom mælkeprodukter.

 

Lakto vegetar

En lakto vegetar er en person, der ikke spiser æg, men supplere kosten med mælkeprodukter.

 

Flexitar

En flexitar, er en person der for det meste spiser vegetarisk, men ind i mellem supplerer med kød. Det er derfor en fleksibel vegetar, der som udgangspunkt ikke spiser kød, men godt kan spise kød, hvis der er lyst til det.

Der findes ikke nogle definitioner for, hvornår man betegner sig som flexitar, og det er derfor meget individuelt, hvor meget kød der ”må” spise for at man er flexitar.

En flexitar ses oftest ikke som en vegetar, da der stadig spises kød en gang i mellem. En flexitar spiser dog kun kød i små mængder.

 

Pollotar

En pollotar er endnu en definition inden for det vegetariske område. Det er ikke en særlig udbredt definition, og en betegnelse jeg selv først har stiftet bekendtskab med fornyelig. En pollo-vegetar spiser ikke kød eller fisk, men fjerkræ som fx kylling. En pollo-vegetar anses derfor ikke som vegetar, da personen spiser fjerkræ, som også er en slags kød.

 

Frugtar

En frugtar er en vegetar, der kun lever af frugt. Frugtarer er derfor en udvidelse af det at være veganer, da der hverken spise kød, mælkeprodukter eller æg. Samtidig spiser en frugtar heller ikke grøntsager, nødder bælgfrugter og hvad veganere ellers spiser, som ikke er frugt.

 

Rå veganer

En rå veganer, raw fooder eller råkostspiser er en veganer, der ikke spiser mad der er varmet til over 42 grader. En rå veganer spiser derfor mange frugter, grøntsager og nødder.

Det skal lige nævnes, at man godt kan spise raw food uden at leve vegansk. De fleste der spiser raw food, går dog udenom animalske produkter, da de ofte skal tilberedes hvor der er brug for at varme det til over de 42 grader.

 

Hjemmeveganer

En hjemmeveganer er ikke nogen officiel definition, men det er en definition jeg selv har mødt rundt omkring hos andre bloggere eller på Facebook, og jeg har derfor valgt at tage den med her også.

Sådan som jeg har forstået begrebet hjemmeveganer er det en person der spiser vegansk hjemme, men er vegetar ude. Det er ofte for at gøre det nemmere fx at spise hos venner eller tage på restaurant, da det oftest er nemmere at få vegetarisk mad sammenlignet med vegansk.

En hjemmeveganer er derfor lidt i stil med det at være flexitar, bare med veganer i stedet for vegetar, da personen er veganer det meste af tiden og så vegetar, hvis der ikke er veganske muligheder.